For organisationer

15821-096-DRC

Velkommen til organisationens værktøjskasse. Værktøjskassen henvender sig til undervisningsinstitutioner, som ønsker at benytte frivillige i deres arbejde. Den henvender sig især til organisationer, der arbejder med flygtninge, men meget af indholdet vil være relevant for alle, der tilbyder sprogundervisning og sprogstøtte til alle former for migranter.

 

Værktøjskassen

 

  • Gennemgår, hvordan man rekrutterer og udvælger frivillige
  • Hjælper med indslusning og oplæring af frivillige
  • Giver gode råd til at fastholde frivillige
  • Diskuterer fordele og faldgruber i arbejdet med frivillige
  • Giver forslag til daglig opfølgning og koordination i forhold til frivillige

 

Der er mange grunde til, at en organisation kan have gavn af at samarbejde med frivillige, og at det kan forbedre den sprogundervisning, organisationen tilbyder. Det drejer sig bl.a. om den støtte, de frivillige kan give underviserne, og denne værktøjskasse ser nærmere på, hvad en veltilrettelagt frivilligindsats kan bidrage med i klasselokalet. Frivillige kan også være en uvurderlig støtte uden for den formelle sprogundervisning, f.eks. i sprogcaféer eller som sprogmentorer. En sådan uformel støtte vil ofte hænge sammen med dyrkelse af fælles interesser, opbygning af relationer og/eller udvikling af andre færdigheder for kursisterne.

 

Derudover kan frivillige med gode erfaringer fra organisationen blive talsmænd for den i bredere forstand. Nogle af de interviewede organisationer i undersøgelsen har oplevet, at frivillige senere er blevet bidragsydere og fundraisere for organisationens arbejde.

 

Med andre ord kan de forbindelser, der knyttes mellem de frivillige og organisationen, have uventede positive sideeffekter. Det kan være med til at forankre organisationen i lokalsamfundet og kan på den måde eventuelt give kursisterne mulighed for at komme i kontakt med flere ”sprogeksperter” i deres lokalområde. Frivillige har deres egne netværk, så de kan sætte kursisterne i forbindelse med andre institutioner, muligheder og grupper, som de kan have glæde af.

 

Endelig kan frivilligt arbejde være en vigtig og nyttig erfaring for de frivillige selv. I en tid med voksende anti-migrant retorik og følelser kan oplevelsen af at arbejde tæt sammen med flygtninge styrke den frivilliges ønske om at arbejde med migranter og forsvare deres rettigheder.

 

Når dette er sagt, afhænger mange af de ovennævnte fordele af, at der er en effektiv koordination af frivilligindsatsen. Der er risici forbundet med at inddrage frivillige, og vi håber, at værktøjskassen kan hjælpe med at håndtere disse risici, så både organisationen og de frivillige får glæde af samarbejdet. Værktøjskassen henvender sig først og fremmest til organisationer, der har tilstrækkelige ressourcer til at have en frivilligkoordinator (selvom det måske ikke er på fuld tid). Der er dog også gode råd til organisationer med små budgetter.

 

Omhyggelige udvælgelsesmetoder er afgørende for at sikre, at de frivillige anvendes på en måde, så deres kvalifikationer og egenskaber passer til de opgaver, der tilbydes. God kommunikation med underviserne er med til at sikre, at deres behov bliver opfyldt af de frivillige, de samarbejder med – og at de ved, hvad de skal gøre, hvis der opstår problemer. Værktøjskassen indeholder også en række forslag til, hvordan man kan støtte de frivillige, så de får mest muligt ud af deres indsats.

 

Vi vil gerne fremhæve de potentielle fordele ved at benytte frivillige – men ikke som erstatning for veluddannede og lønnede sprogundervisere, der med deres faglighed, erfaring og engagement kan sikre en sammenhængende undervisning på et fagligt højt niveau.

 

Værktøjskassen er blevet til i et partnerskab mellem fem organisationer, der tilbyder sprogundervisning i forskellige europæiske lande. Som supplement til vores egne erfaringer med undervisning og arbejde med frivillige har vi talt med en række andre organisationer i Europa, hvoraf nogle nævnes som eksempler i værktøjskassen. Indholdet i værktøjskassen bygger på dette arbejde.

 

Download hele værktøjskassen for organisationer som PDF

 

“Vores vigtigste job er at få kursisterne til at føle sig set og hørt i klasselokalet, og med hjælp fra frivillige er det nemmere at tage hensyn til alle kursister og give en følelse af, at de bliver lagt mærke til.”

 

Underviser, Østrig

 

Print/Download:

Hele værktøjskassen som PDF